Beskrivelse af specialet

Oto-rhino-laryngologi omfatter forebyggelse, diagnostik, behandling, palliation og rehabilitering af patienter med sygdomme, medfødte sygdomme samt skader i områderne ører, næse, bihuler, mundhule, spytkirtler, svælg, strube, halsens bløddele inkl. glandula thyreoidea, glandulae parathyreoideae, mediastinum, bronkier, oesophagus samt ansigtsskelettet. Audiologi er et fagområde indenfor oto-rhino-laryngologi, hvor udredning og behandling af høretab foregår. Specialet varetager desuden forskning, udvikling og uddannelse inden for specialets områder.

Opgaverne omfatter akut og elektiv diagnostik, behandling og pleje af patienter med benigne og maligne sygdomme. Behandlingen kan være både kirurgisk og medicinsk. Den kirurgiske behandling omfatter åben og robotassisteret kirurgi. Patientklientellet spænder over et aldersinterval fra nyfødte til gamle med sygdomsintensiteter fra “raske” med mindre problemer til alvorligt syge.

I oto-rhino-laryngologi er der følgende kerneopgaver:

  • Audiologi: Hørenedsættelse
  • Vestibulogi: Balanceforstyrrelser
  • Otologi: Lidelser i ydre øre, øregang, trommehinde, mellemøre, indre øre og tindingeben
  • Rhinologi: Lidelser i næse, bihuler og tilstødende kraniebasis
  • Laryngologi: Lidelser i struben herunder stemmelidelser
  • Hoved-halsområdet: Lidelser i bløddele på hoved- og hals, herunder gl. thyroidea og parathyroidea
  • Ansigtstraumatologi
  • Udredning og behandling af søvnapnø

 

Der er hoved- og regionsfunktionsafdelinger i alle regioner. Deres hovedopgaver er behandling af specialets benigne kirurgiske lidelser samt udredning for maligne sygdomme. Udredning og behandling indenfor de højt specialiserede funktioner foretages på landets fem universitetsafdelinger i Køge, Odense, Rigshospitalet, Aalborg og Århus.

Oto-rhino-laryngologi er desuden karakteriseret ved, at en stor del af behandlingen foregår i speciallægepraksis. Der er ca. 150 fuldtidspraktiserende speciallæger i oto-rhino-laryngologi. Størstedelen af sygdommene diagnosticeres og færdigbehandles i speciallægepraksis. Allergologi og søvnapnø er store områder, men herudover udføres ofte mindre operationer i speciallægepraksis.