Historie

Der beskrives kort otolaryngologiens opståen i Danmark efterfulgt af en kortfattet gennemgang af Selskabets aktiviteter i den efterhånden over 100-årige historie.

Wilhelm Meyer – Dansk Otolaryngologis fader

Fra at diagnose og behandling af lidelser i øre-, næse- og halsområdet blev varetaget af kirurger og til dels medicinere, oplevede man i anden halvdel af 1800-tallet en tiltagende specialisering.

Lægen Wilhelm Meyer (1824-1895) havde observeret mange patienter med øre-, næse- og hals relaterede sygdomme i sin lægepraksis og blev tiltagende interesseret i deres behandling. Han åbnede derfor i 1865 den første øreklinik i København. Efter at have set en lang række patienter beskrev han i 1868 som den første adenoide vegetationer og deres følger (tunghørhed, snøvlende tale, ophævet næserespiration). Ligeledes gav han en  beskrivelse af den kirurgiske fjernelse af vegetationerne. Med denne opdagelse blev han anerkendt i internationale lægekredse.

Wilhelm Meyer døde i 1895 på en rejse i Italien (link til beskrivelse af Meyers gravsted klik her)

I de efterfølgende årtier åbnede flere ørelægepraksis, dels bemandet med Meyers tidligere assistenter, dels med andre otolaryngologisk interesserede læger. Den otolaryngologiske ekspertise var i vid omfang opnået ved selvstudium og ved studierejser. Omkring århundredeskiftet fandtes allerede 14 praktiserende ørelæger i København og 9 i provinsen. Samtidig blev de første øreklinikker på offentlige sygehuse grundlagt.

I 1883 etablerede Ernst Schmiegelow (1856-1949), som havde erhvervet sin oto-laryngologiske viden på en række studierejser til udlandet, en beskeden poliklinik på Kommunehospitalet i København. Siden kom flere ambulante klinikker til og i 1884 opnåede Schmiegelow indlæggelsesret på Sct. Josefs Hospital. I 1898 begyndte Schmiegelow sin viksomhed på Fredriks Hospital, hvor han oprettede universitetsøreklinikken. Han blev docent i oto-laryngologi ved universitetet og senere i 1901 titulær professor i faget. På det ny Rigshospital blev der i 1910 oprettet en regelret  oto-laryngologisk afdeling hvor Schmiegelow blev overlæge. I 1916 fik han titel som fungerende professor i oto-laryngologi ved Københavns universitet.

En af Meyers assistenter –  Holger Mygind (1855-1928) – var en anden af de oto-laryngologiske forgangsmænd i denne periode. Efter ansættelse hos Meyer, etablerede han i 1889 sin egen øre-, næse- og halsklinik i København. Han dygtiggjorde sig med studierejser til bl.a. England og USA og blev i hhv. 1897 og 1898 chef for de otologiske klinikker på Garnisons Sygehuset og Kommunehospitalet. I 1905 lykkedes det Mygind at indrette landets første store offentlige oto-laryngologiske afdeling med sengepladser på Kommunehospitalet (7. afdeling, sammen med øjenafdelingen).
Med oprettelsen af øreklinikker, hospitalsafdelinger og et regelret professorat var det oto-laryngologiske speciale således blevet en realitet.

Selskabets grundlæggelse

Som i andre specialfag, havde lægerne i det nyoprettede oto-laryngologiske speciale behov for udveksling af erfaringer og ideer. Hidtil havde møder i Københavns Medicinske Selskab opfyldt denne funktion, men dette kunne ikke længere varetage opgaven tilfredsstillende. Schmiegelow og hans kollega Anders Grønbech (1857-1912) fremkom i 1899 med ideen om etablering af en oto-laryngologisk forening. Man indkaldte de oto-laryngologisk orienterede læger til et møde den 25. februar 1899. Ud over Schmiegelow og Grønbech kom ni otolaryngologer til det stiftende møde (M. Buhl, V. Keckscher, G. Kiær, V. Klein, J. Møller, H. Saxild, H. Schousboe, V. Stein og A. Vincent). Dansk Otolaryngologisk Forening med Ernst Schmiegelow som formand var blevet stiftet.
Selskabets udvikling 1899 – 1945

Schmiegelow og den første bestyrelse sad uændret indtil 1904. Det år blev der afholdt den første egentlige generalforsamling, hvor Grønbech afløste Schmiegelow som formand. I 1905 sluttede Mygind sig til foreningen. Foreningens møder blev i starten afholdt på Fredriks Hospital, men blev i forbindelse med etableringen af andre øreafdelinger lidt efter lidt også afholdt på Rigshospitalet, Kommunehospitalet, Finsensinstituttet samt i provinsen. Enkelte møder afholdtes i Skåne, da der efterhånden var blevet optaget et ikke ubetydeligt antal svenskere i foreningen.

I 1908 blev foreningens navn ændret til Dansk Otolaryngologisk Selskab, da man ikke længere skulle varetage medlemmernes økonomiske forhold overfor sygekasserne.

Medlemstallet steg stødt gennem de efterfølgende år